For nogle uger siden var jeg på besøg hos Millionærklubben på Radio 24syv og tale om, hvor værdifuld klar og målrettet tale er for topchefer.
Tale ER guld – i hvertfald på aktiemarkedet hvor de helt rigtige ord fra virksomhedens ledelse kan skubbe aktiekursen i vejret (og på mange andre parametre sætte gang i vækst og positiv udvikling internt).
“1-kronerne rasler ud af munden på folk, men de skulle hellere koncentrere sig om at sige nogle velvalgte ord og holde nogle gode pauser. Så opnår man en 1000 kroners-kaliber i sin kommunikation.”
En af de helt store problemstillinger blandt danske topchefer og de andre ledere og erhvervsprofessionelle er, at vi siger alt for meget uden at sige noget.
Ja, de fleste siger en masse uden at sige særligt meget.
Som jeg sagde i programmet, så rasler 1-kronerne ud af munden på folk, men vi skulle hellere koncentrere os om, at sige nogle velvalgte ord og holde nogle gode pauser. Så opnår man en 1000 kroners-kaliber i sin kommunikation.
Problemet?
“Budskabet drukner i unødvendige fyldord og sætninger, der aldrig slutter, fordi taleren taler sig frem til pointen i stedet for at have pointen klar, inden han/hun åbner munden.”
Der er for mange ord med for lidt vægt. Ordene spurter ud af munden i en lind strøm i et højt tempo, lix-tallet er højt og der bliver ikke sparet på abstrakte termer. Budskabet drukner i unødvendige fyldord og sætninger, der aldrig slutter, fordi taleren taler sig frem til pointen i stedet for at have pointen klar, inden han/hun åbner munden.
Kombinationen er for mange ord, der ikke er valgt med omhu, abstrakte termer, et højt lix-tal og et højt tempo gør, at modtager-øret ikke har lyst til at høre efter. Og det bliver uendeligt svært at huske budskabet. Det hele flyder sammen.
Så hvis vi virkelig vil have folk til at lytte og høre efter, så tænk over to ting:
- Hvad er mine tre vigtigste nøgleord? Skriv dem ned, så du er sikker på at få gentaget dem ofte og også understreger dem med dine hænder. Så bliver din stemme automatisk stærkere, når du siger de ord, og det opfatter modtagerne.
- Fokusér på at holde pauser i din talestrøm. Mestrer du strategiske pauser, viser du overblik, overskud og magt. Brug evt. min Power Circle-øvelse til at træne dig i at holde pauser.
Tal godt!